Skolen i gamle dage
Hvordan var det mon at gå i skole for ca. 100 år siden? Gik børnene i forskellige klasser, og hvilke fag havde de? Det finder vi ud af sammen i dette forløb
Forløbet udformer sig som en form for rollespil, hvor elever og formidler har rollerne som henholdsvis elever og lærer/lærerinde tilbage i starten af 1900-tallets skoleverden. Undervisningen foregår som i en lille landsbyskole anno 1900 med bl.a. skolepulte, anskuelighedstavler og skammekrog.
Eleverne vil møde den altid bestemte, belærende og bedrevidende lærer/lærerinde, som både uddeler ros og ris i forbindelse med morgensang, overhøring af salmevers, skrivning, regning og andre øvelser fra ”den sorte skole” – og det forventes naturligvis, at eleverne har læst på lektien (salmevers) inden besøget.
I slutningen af forløbet træder formidleren ud af sin rolle, og vi diskuterer og perspektiverer oplevelserne sammen.
Varighed: 3 timer